torsdag, august 15, 2013

Livsnyderen under beskydning

Efter at have været deltidsvegetar i et par år, er jeg efterhånden ved at have udviklet visse forsvarsreflekser. 

Det er jo som man næsten ikke kan undgå at opdage, når man åbner facebook eller internettet generelt, en nærmest afgudsagtig dyrkelse af svinekød, især i formen pulled pork (smager også rigtig godt!) og bacon.

Seriøst, så tror jeg aldrig jeg vænner mig til den reaktion som jeg otte gange ud af ti får, når "hvad-skal-I-have-at-spise" emnet kommer op i frokostpausen, og det bliver min tur, og jeg svarer "Vi skal have linsebøffer / falaffelburgere / kartoffelpandekager / grøntsagstærte."

De fleste gange føler jeg mig lidt som en modig soldat, som stikker hovedet op af skyttegraven og kaster en håndgranat - for derefter at smide mig fladt ned for at undgå fjendtlig beskydning fra flere sider.

"Skal du ikke have kød? Jamen det er jo ikke mad? Vil I godt være bekendt at spise kaninernes mad for næsen af dem?" ... og så fremdeles, og kødædernes ansigter er nærmest fortrukket i en blanding af væmmelse og bekymring. Og så et eller andet aggressivt, som jeg for min død ikke kan fatte hvor kommer fra.

Som jeg før har nævnt, spiser vi kun kød 2-3 gange om ugen, på en normal uge. Vi gør det ikke fordi vi er kostreligiøse, men for variationens og smagens skyld. At det oveni er godt for miljøet at spise lidt mindre kød, er jo en god sideeffekt.

Det fungerer super godt for os. Vi forsøger ikke at få andre overbevist om at de skal gøre det samme. Hvorfor, kære kødædere, reagerer I så som om vi er Jehovas Vidner som forsøger at få jer til at forsage blodtransfusioner og alt der er sjovt?

Faktisk synes jeg det er en utrolig mangel på pli. Jeg sidder da heller ikke og siger "Helt ærligt, det er da ulækkert at stege røget fedt helt hårdt og brunt på panden - adr!" eller "Neeeej spiser I døde dyr?? Kan I mærke kranspulsårerne blive stive af det?" eller noget i den stil. Eller rynker på næsen over jeres hakkebøffer med brun sovs.

Live and let live, guys! Vær lidt åbne! Måske ville I endda (som jeg) finde ud af at man både bliver mæt, glad og genopladet af proteiner i bønne/ linse / whatever form, og at det dertil smager dejligt. Måske er I også lidt småtrætte af pasta bolognaise og de der 7 andre retter I skifter imellem. 

Måske er I ikke - fred være med det. Men tænk lige en gang mere inden I kaster jer ud i jeres rædselshyl over at jeg begår den utænkelige helligbrøde ikke at spise dyrekød til min aftensmad. 

På forhånd tak :)

2 kommentarer:

Lene sagde ...

ja jeg fatter dem ikke. Der hvor jeg ville få koldsved på panden, var hvis jeg skulle ha vegetarer til gæstebud, for jeg ville så gerne lave noget festligt til dem, og jeg er blank på det område. Men tænk hvis du orkede at lægge madplaner ud med links til gode vegetaropskrifter, det kunne jeg godt drømme om ;-) Her i huset spiser vi heller ikke kød hver dag, men så er det fisk eller kylling, så rene vegetarretter har jeg ikke prøvet udover omeletter.

Lizelotte sagde ...

Lene, jeg kunne egentlig godt ligge madplaner ud, men de der links kunne I nok kikke langt efter - jeg laver mest mad efter 3-4 kogebøger, og de opskrifter jeg har hentet på nettet har jeg (også) lavet om på.

I mit hoved er både fisk og kylling kød :-) Men jeg har da mødt vegetarer der spiste begge dele.

Jeg har spist min sidste danpo-kylling. Tog en beslutning i sommer om at jeg hellere vil spise mindre kylling og så sørge for det var økologisk. Det er noget svineri at producere kyllinger på den industrielle måde, og jeg vil ikke støtte det mere.

Med fare for at lyde frelst... men faktisk er det så meget billigere at spise vegetarisk, at man sagtens kan oppe råvarekvaliteten uden at blive ruineret. Så fremadrettet vil vi lægge turen omkring Hopballe Mølle efter kylling.