Overlevede "proevelserne" paa turen herover. Om end det er lidt maerkeligt at rejse alene. Lidt ensomt, og meget anonymt.
Man bliver rigtig meget en tilskuer til andres liv, naar man rejser alene. Du hoerer andre tale sammen, om deres rejse og deres maal. Men det eneste, du selv siger, er "ja" til kaffe og om du vil have vegetarpasta eller kylling. Og saa de par ord, du veksler med manden i Immigrations.
Andre taler sammen, og du kan hoere om de er danske, hollandske, eller amerikanere. Men du selv forbliver national-anonym, ingen kan se om du er paa forretningsrejse, paa ferie, eller maaske ved at forlade et liv for at starte et nyt.
Der er en frihed i det, men det er ogsaa lidt ensomt, og jeg var glad soendag aften, da jeg efter fly fra Billund til Amsterdam, og derfra til JFK, en times ventetid ved Immigrations, og til slut desperat soegen efter "min" bil som var forudbestilt ved dial7.com, og turen ind til Times Square, kunne staa i receptionen i St. James hotel paa W 45th og ringe op paa vaerelset til den veninde, jeg ikke havde set i 9 aar.
Pludselig var jeg ikke anonym mere, og det var dejligt. Jeg var spaendt paa, om det ville vaere akavet at skulle vaere sammen igen efter saa lang tid, men vi har bare pludret som to glade hoens.
Vi har shoppet, vaeret oppe og nyde udsigten fra "The Rock" (Rockefeller Center for jer ikke-New-Yorkere), slentret i Central Park, oset i Macys, snuset rundt i Soho og meget meget mere.
Vi har fraeset rundt med Subway, spist laekre bagels med kanel og rosiner - naturligvis med cream cheese - og jeg har med saligt lukkede oejne indtaget min foerste pizza med italian sausage i 20 aar.
Sorry Italien - amerikanerne laver bare de bedste pizzaer!
Jeg har i oevrigt altid hoert at New Yorkere var afvisende og sure. Min oplevelse er nu den modsatte - de er venlige og hjaelpsomme. Sjaeldent har jeg vaeret ude for saa mange rare maend som proevede at flaa min kuffert fra mig - ikke for at hugge den, men for at hjaelpe mig. Og vel at maerke ikke fordi de ville have penge af mig - naeh, bare af hel almindelig venlighed.
Igaar tog vi toget til Torrington, Connecticut. Jeg havde egentlig ogsaa faaet storby nok for denne gang! Og nu nyder jeg livet i Roberta og Mikes hyggelige lille stenhus, som er fra 1919, tror jeg. Jeg har et laekkert kaeldervaerelse med eget toilet og bad, og jeg har sovet som en droem i nat!
Igaar aftes spiste vi paa Da Capo (nu med link!!) som er den restaurant, Roberta har lavet interioer mv. til. Samtidig er indehaverne blevet en slags udvidet familie for Mike og hende - og de er vanvittigt soede! Maden var utroligt laekker ... jeg kommer til at afpresse dem for at faa opskriften paa "Da Capo chips" som er skiver af aubergine og zucchini ... hvad faen er det de hedder ... jo squash!! som er stegt i en dej, og saa dypper man i tzatziki ... uhhhhmmmmm!
Jeg skal vist serioest ud at spinne naar jeg kommer hjem!! Men det varer lige en lille uges tid...
4 kommentarer:
Hej Liselotte. Hvor har jeg længtes efter at høre fra dig. Det er dejligt at høre, du har det godt. Her er alt ok. Joens fødselsdag i morgen, næsten færdig med julegaverne osv. Hyg dig. Knus fra Mor
Snyd snyd snyd!
Ej hvor du hygger dig! Det lyder bare saa skoent :-)
Mor: :) Jeg skulle bare lige hen til en computer ...
Fisker: Det ER skoent :) men Madrid er da garanteret heller ikke saa tosset...
Lielotte, hvor er det dejligt at høre at du efter den lange, gode og eftertænksomme rejse, helt storbyagtigt og nemt finder frem til din ventende veninde! Godt at kunne få gang i snakketøjet og nyde "awesome food"
Ih, hvor jeg gerne vil til New York (igen) :)
Jeg ønsker dig MAX hygge i de næste dage!
Send en kommentar