Jeg bliver lidt underlig af efterår.
Måske er det fordi den kolde klare luft gør mig kulret - og blændet af den lave eftermiddagssol, hvem kan så fortænke mig i at miste fokus?
Det rykker i benene, og øjnene søger horisonter. Jeg synes pludselig, der er en masse, jeg skal nå - min tålmodighed bliver kort og mit perspektiv skifter.
Måske er det fornemmelsen af at det hele snart lukker ned. At det snart bliver mørkt og koldt og ufrugtbart. At det haster. Hvis det skal være.
Efteråret er en tid, hvor jeg ikke kan bilde mig selv mere ind. Jeg søger kernen. Jeg analyserer mit liv - er det det her, jeg vil? Og kulretheden bliver en mærkelig nøgtern ting. Hvis jeg har vundet slør rundt om ting, jeg ikke ønsker at konfrontere i mit liv, er det nu jeg rydder op og flår slørene af. Syner kanterne. Gør op med mig selv.
Illusioner lever livet farligt i mit efterår. Varme kartofler kølner.
Nogen gør forårsrengøring. Jeg bliver efterårskulret.
Det må være luften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar