søndag, september 21, 2008

Girls will be .... boys?

Når mænd opfører sig drengerøvsagtigt, kan en kommentar - på engelsk - være "Boys will be boys" - som oftest sagt med et overbærende smil.

Hjemme hos os er det bare nogen gange mig, der er drengerøven.

Og det viste sig i høj grad i dag, da vi var ude for at prøve endnu en bil - en frækkert af en Mazda 6 sport med en 2.3 liters motor og 166 HK.... hvis mit smil var blevet bredere, da den susede ud af motorvejen med mig ved rattet (ups - den kom godtnok hurtigt op på 170), var det øverste af mit hoved faldet af.

Bruno er dog mere til den pæne, executive-agtige BMW 318i, som vi prøvede i sidste uge. Og det er da også en fin bil MEN .... den har bare SLET ikke det kick, som Mazdaen i dag havde, og det var såååååååå fedt!

Der er ingen tvivl - var det mig, der skulle have ny bil, og ikke Bruno, havde jeg sagt til den flinke Mazda-mand, at han godt kunne bestille plader og vinterhjul til slæden, men Brunos hjerte banker for den lidt mere konservative (kedelige) BMW.
Og det er jo ham, der skal køre i den. Så det.

...bare vent til jeg skal have ny bil. Blev der sagt.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Øv, hvor er jeg ked af den kommentar, som jeg synes, at jeg er nødt til at skrive her.

At jeg med stor fornøjelse læser din blog af og til giver mig jo ikke ret til at kommentere på de ting, du går rundt og gør.

Men: at "komme til" at køre 170 km/t er ikke friskt, eller "girls will be boys". Det er bevidst fravalg af omtanke, og et fravalg af den slags, der slår mennesker ihjel.

Jeg har prøvet det mareridt at være den første, der kommer frem til en trafikulykke, måtte sidde inde i en knust bil og holde om et blødende fremmed menneske mens jeg bad af al min magt til, at ambulancen måtte nå frem i tide (det gjorde den heldigvis - denne gang).

Det er ikke sjovt.

Find din gamle fysikbog frem, og prøv for sjov (eller alvors) skyld at regne ud, hvor meget kinetisk energi, der er i dig med 170 km/t. Regn ud hvor højt du skal løfte et tons jern op i luften for at have samme energi. Spørg dig selv, om du vil lægge dig ind under den klump jern.

Og det er så bare dig selv. Hvad med alle de andre derude? Tør vejbane, gode oversigtsforhold og let trafik ufortalt.

Det er ikke for at spille hellig. Jeg har kørt tåbeligt - jeg kørte spritkørsel som ung. Jeg har sikkert også været sløv og uopmærksom på vej til arbejde om morgenen. Jeg taler ikke fra den høje hest, for der har jeg ingen plads.

Men det er ikke friskt. Jeg håber næsten, at din næste bil IKKE bliver den rappe sag, du har forelsket dig i. For din, og andres skyld.

Tak for din gode blog, og for at ville dele dine oplevelser med os. Også selvom du engang i mellem må finde dig i en kommentar som denne. Men jeg måtte af med det.

Lizelotte sagde ...

Kære anonyme. Normalt sletter jeg anonyme kommentarer - for jeg synes ikke det er seriøst at kommentere uden i det mindste at lægge et fornavn ... men et svar skal du have.

Din kommentar afspejler i allerhøjste grad at du ikke kender mig og intet ved om mig.

Normalt overholder jeg faktisk alle gældende fartgrænser, for jeg mener, at der er en grund til, at de er der. I denne situation var jeg ude at prøve en meget hurtigere bil, end jeg er vant til - på en meget ubefærdet motorvej - og den sneg sig højere op, end planlagt.

Jeg kan godt lide en smart og frisk bil - en som reagerer, når jeg trykker på speederen, og som hurtigt kan få mig gennem en overhaling. Men at du tror jeg er en fartbølle af den grund, må jeg nærmest skoggerle af.

Jeg er tilbøjelig til at synes, at du er en kende frelst, og måske lidt af et selvfedt fjols. Men det ved jeg jo naturligvis ikke - for jeg kender dig jo LIGE SÅ LIDT SOM DU KENDER MIG ...

Lizelotte sagde ...

Og anonyme .. jeg har ALDRIG kørt spritkørsel - heller ikke som ung.