Jeg sad tidligere og genlæste mit indlæg om min kontrovers med 3F.
Jeg fortryder ikke en linie jeg skrev, og jeg mener, at min henvendelse er berettiget. Men samtidig kan jeg huske den vrede, jeg følte koge og boble i mig. Følelsen i maven. Hvordan jeg talte hurtigere, og tænkte hurtigere.
Den vrede er ofte boblet op på det seneste. Ofte i situationer, hvor jeg blot burde have undersøgt situationen nærmere og sørget for, at der blev rettet op på noget.
Det er typisk også det, jeg har gjort. Men jeg har gjort det med glohed vrede boblende i maveregionen - vrede mod nogen, som har begået en fejl, ikke for at gøre ondt eller genere nogen - måske af dovenskab eller uvidenhed, men bestemt ikke som en personlig vendetta mod mig.
Den vrede, jeg har følt i situationen, har ikke altid været berettiget. Den burde have været irritation, allerhøjst. Men jeg har taget ting ind, ladet det blive personligt. Blevet vred.
Det ligner mig dårligt, og er nok et godt signal på, hvor tynd min hud er for tiden. Hvor kommer al den vrede fra?
Jeg skal i kontakt med min evne til at trække vejret dybt ned i maven og tage tingene roligt. Vrede klæ'r mig så dårligt.
3 kommentarer:
Pas på dig selv, det er godt du kan mærke efter, hvordan du har det, og du beskriver godt forskellen på irritation og vrede.
Knus heroppe nordfra
... Eller osse skal du finde ud af, hvad vreden og utilfredsheden i virkeligheden drejer sig om, og så få kanaliseret den det rigtige sted hen...?
Den er der jo nok af en grund. Held og lykke med det. *Stille smil*
Nogen siger det er sundt, at lade sin "indre møgkælling" komme op til overflade en gang imellem. ;-)
Send en kommentar